Din arbejdsproces er meget struktureret, og det har vist
sig produktivt med mere end 20 forskellige historier bag dig. Har det altid
været sådan? Hvor lang tid tog det dig at komme ind i den rigtige rytme for
dig?
- Da jeg begyndte at skrive tilbage i 10. klasse, satte
jeg mig bare til computeren og tænkte: Hvad kan jeg nu finde på? Og derfor endte
jeg i starten med en masse historier, der ikke hang sammen, og som var meget
rodede. Langt senere (10-15 manuskripter) begyndte jeg at lave synops og
kapiteloversigt, men det var først med Slaget i Caïssa, at jeg bevidst tænkte på
forhånd: Hvad vil jeg med denne historie? Hvilket resulterede i en langt mere
helstøbt fortælling end mine tidligere forsøg. Hvilket også viste sig i, at det
var den første, der blev udgivet.
Hvad er det værste og bedste ved skriveprocessen?
- Det værste er nok, når jeg har de store ideer, men
mangler de små ideer, der skal få handlingen til at hænge ordentlig sammen. Når
jeg godt ved, hvad der skal ske, men ikke helt ved hvordan jeg skal få
det til at ske. Så kan jeg sidde laaaaang tid og glo ind i skærmen. Og det er
som regel først, når jeg kommer væk fra computeren, at den rigtige ide kommer.
Til gengæld har jeg tiltro til, at den nok skal komme. En løbetur plejer at
hjælpe. Det bedste for mig, er, når hele historien er færdig, og jeg skal rette
den igennem. Så er alt det hårde arbejde overstået, og jeg sidder forhåbentlig
tilbage med en historie, som jeg synes er god, og som jeg nu skal prøve at gøre
endnu bedre.
Du er fuldtidsforfatter. Det må være helt fantastisk.
Men kan du huske hvordan det føles da du udgav din første bog, Slaget i
Caïssa?
- Meget tydeligt. Det var kulminationen på 7 års hårdt
arbejde, da jeg endelig fik ja fra forlaget, og jeg hoppede og dansede rundt en
hel time. Udgivelsen var så til gengæld noget af et antiklimaks. Jeg kunne i
hvert fald ikke umiddelbart mærke noget skift i verdensordenen.
Det er som om ungdomslitteratur mere er et udtryk for at
bogen er fra unge og opefter. Hvilket egentlig er utrolig misvisende. Hvorfor
tror du at fantasy genren er så populær for både unge og voksne? Er det en
verden man kan drømme sig væk i? Eller er det fordi der ofte er fokuseret meget
på plots?
- Jeg tror, at det til dels er det fantasifulde og den
eskapisme, der ligger i det. Det, at man bliver hevet ind i en fremmed verden,
hvor man ikke ved, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne/den næste side. Men
mere tror jeg det er, fordi fantasy i sin natur inkluderer store tanker og
temaer, såsom døden, skæbnen, fri vilje, drøm, virkelighed og identitet. Det er
i hvert fald det, der gør sådan en fortælling relevant for mig. I bund og grund
og i sig selv er troldmænd og orker og uhyrer ikke vanvittige interessante, men
det de kan bruges til at fortælle om - det kan være sindssygt spændende og kan
ikke fortælles på andre måder.
Hvilket kapitel ud af alle dine historier, er det du har
haft størst personlig glæde ved at skrive?
- Det sidste kapitel i Den forkerte død. Glæde. Og smerte
- på hovedpersonens vegne ...
Ingen kommentarer
Send en kommentar