søndag den 15. marts 2015

HUF skrivekursus weekend



Jeg er næsten lige landet hjemme efter en skøn weekend med masser af inspiration og masser af utrolig NYTTIG viden. Grunden til at jeg sætter nyttig i store bogstaver, er fordi der virkelig faldt nogle ting, rent skriveteknisk, på plads for mig her i weekenden, og det er bare så fedt. Ligenu sidder mange af dem stadig over og skriver løs, da det er ren skrivedags-dag i dag, og den del valgte jeg ikke at deltage i. Mest fordi jeg skal frygtelig tidligt op i morgen, og det ville være lidt sent at komme hjem når det slutter.

Turen startede meget tidligt lørdag morgen med tog mod KBH, hvor jeg mødes med min veninde der skulle med til HUF skrivekursus for første gang, og så tog vi sammen hen til Forfatterforeningens lokaler. Det bedste ved det hele er næsten at når man træder ind af døren, så er det med store smil og masser af glæde ved at se 'my kind of people' og det er bare altid så super hyggeligt, og der er desværre altid, alt for lidt tid til at snakke. Døgnet er generelt for kort til forfatter-snak.

Undervisningen var virkelig god. Der var karakter-undervisning med Malene Kirkegaard fra Plotværkstedet. Novelle-undervisning med Simon Fruelund, hvor vi bl.a. gennemgik en Pia Juul novelle og et par udvalgte tekster fra de tilstedeværende. Til sidst var der et spændende oplæg fra komiker Niels Forsberg om kreativitet og produktivitet. Sidst nævnte var overraskende godt. Jeg fik så mange ting på plads efter det oplæg. Malene Kirkegaard var også utrolig inspirerende, og gav mig lyst til at arbejde endnu mere på mit plot, og Nils Forsberg gav mig redskaberne til at få sat sig ned og gøre det.

Det var helt vildt fedt, og jeg glæder mig noget så meget til at komme i gang, og har faktisk allerede skrevet en del på vej hjem, på trods af lidt hovedsnot og søvnmangel. Men hey.. man skal vel være lidt lidende som kunstner. (Tror dog ikke helt hovedsnot og søvnmangel tæller i den kategori, men man bliver jo nødt til at bruge hvad man har)

Så det kan altså virkelig anbefales at melde sig ind i HUF - jeg ved godt jeg har sagt det mange gange før, men det er bare noget af det bedste jeg selv har gjort, i forbindelse med at udvikle mit forfatterskab. HUF er fyldt med mennesker der virkelig brænder for at skrive, og det er bare så enormt inspirerende, fordi de alle også virker til at være klar over hvor meget det rent faktisk kræver.
SHARE:

Ingen kommentarer

Send en kommentar

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig