Den fredløse

Den fredløse

Forfatter: Carina Evytt
Genre: Fantasy
Målgruppe: Unge og opefter
Udgiver: Tellerup


Tak til Tellerup for anmeldereksemplaret





















Storbondens datter, Anna, og den unge tater, Rham, har begge svært ved at affinde sig med de forventninger som omgivelserne stiller til dem. Anna vil ikke giftes og have børn, og Rham vil ikke underkaste sig autoriteterne.

Et moderløst enhjørningeføl knytter bånd imellem dem, og på tværs af race og klasseskel oplever de for første gang forståelse og accept.

Men samtidig kommer en veltalende politiker til magten ved at sprede had og frygt blandt sine tilhængere med beskrivelser af taterne som tyve, mordere og hekse, som skal holdes nede med hård hånd. Dette bringer Rham i problemer med myndighederne, og Anna i problemer med naboerne da hun vælger at tage afstand fra fremmedhadet.


Jeg var fuldstændig solgt over enhjørningen på forsiden. Fuldstændig. Samtidig var jeg også helt sikker på at bogens størrelse understregede at der var tale om en af de fantasybøger med en kæmpe verdensopbygning.

Det tog mig lidt tid at tykke mig igennem bogen, indrømmet. Men det havde egentlig mere at gøre med mit nye underlige forhold til tykke bøger, som jeg beskrev i sidste uge, end bogens underholdningsniveau. Jeg nød den faktisk rigtig meget, på trods af at jeg havde en lumsk mistanke om hvor vi var på vej hen, og det var ikke en vej jeg synes bogen skulle gå.

‘Den fredløse’ er ikke den typiske fantasy-bog. Der er ikke den store verdensopbygning og den er meget nede på et nutidigt eller måske nærmere historisk plan. Det handler ikke om store krigere eller store eventyr, det handler om en ganske almindelige pige og hendes oplevelser i forhold til samfund, til en enhjørning (jeg elsker den enhjørning) og til en dreng - hun ikke må få.

Som sagt nød jeg historien rigtig meget, jeg var godt underholdt og jeg kunne godt lide skrivestilen på trods af at der egentlig ikke skete så meget i forhold til, hvor mange sider den bliver fortalt over. Slutningen var ikke mig. Overhovedet ikke faktisk. Jeg har svært ved slutninger som jeg ikke føler giver mening. Som ikke efterlader mig med bare et lille håb, og som får mig til at føle at læsning af hele bogen var ligegyldig. Så det ærgre mig voldsomt. Måske slutningen havde været bedre, for mig, hvis jeg følte noget for personerne, men det kom jeg aldrig rigtig til.

Jeg ville helt sikker også have ønsket, der var gjort mere ud af enhjørninge-fortællingen, at den havde en større og dybere mening, og ikke bare var et biprodukt af historien - et led mellem de to. Jeg følte den overstrålede karakterne hver gang den var inde i billedet. Den var så godt beskrevet. Måske er det derfor jeg ikke helt kunne mærke hovedpersonerne. Bipersonerne står alle stærk og tydelige frem.